”Vi er ikke nogen, man skal have ondt af”

Værestedet Gang i Gaden på Vesterbro er blevet kaldt Istedgades mærkeligste butik. Brugerne selv kalder det for det sidste meningsfulde aktiveringstilbud. Men hvad er Gang i Gaden? Og hvorfor er det meningsfuldt? Jeg har mødt Jørgen, Lonnie og Ibrahim og spurgt dem.

 

Af Emilie Falk Barkved

 

Ude foran den lille butik står en broget flok og ryger. De hilser venligt på en mor med sin barnevogn, der hurtigt går forbi med et lavmælt “Hej”. Et par smilende øjne møder mig. Det er Ibrahim. “Hvordan går det, skat?” spørger han. Jeg smiler igen og svarer: “Fint, hvad med dig?” “Det går.” siger han med en tristhed i stemmen der vidner om, at alt ikke er som det plejer. Han har fået afslag på sin ansøgning om førtidspension. Ibrahim Ghadban er 48 år og har været på kontanthjælp siden han kom til Danmark for over 20 år siden.

 

Et varmt måltid mad

Vi går indenfor i den lille genbrugsbutik, som drives af værestedets brugere. Overskuddet går til en fælles kasse, der bruges på noget, som kommer alle til gode. Indenfor møder vi Lonnie Burnæs og Jørgen Elbang. Vi sætter os rundt om det store spisebord, hvor ca. 20 brugere hver dag mødes og får et gratis måltid mad præcis kl. 12. 

 

“Der er sgu ikke mange steder som det her.” siger Jørgen. ”Det fede ved det er, du kan faktisk hjælpe andre, som virkelig har brug for det. Altså jeg mener, folk som ingen andre steder har at gå hen. Vi afviser ikke folk bare fordi de er hjemløse eller romaer. Hvis man ikke har fået mad i tre dage, så giver dem sgu et måltid mad. Alle skal nyde godt af de privilegier vi har.” fortsætter han. Jørgen er 46 år er kommet på værestedet siden det startede som aktiveringstilbud for godt seks år siden. Siden er Gang i Gaden blevet til et aktivt brugerdrevet værested. Der er ingen daglig leder, for det rækker de meget begrænsede midler værestedet har til rådighed, ikke til.

 

Brev fra kommunen

Klokken er 10. En duft af ovnstegt kylling rammer mine næsebor. Køkkenet er allerede godt i gang. Det er brugerne selv der køber ind og laver maden. 200 kroner er det daglige budget. “Helst kun 100.”tilføjer Lonnie. Lonnie er 39 år. Hun er, lige som Jørgen og Ibrahim, kommet på værestedet siden det startede. Der er dem, som kalder hende for stedets mor. Hun har et lille syværksted på værestedet, hvor hun hjælper de andre brugere med at lægge bukser op eller sy en knap i.

 

Lonnie har, som så mange af de andre på værestedet, været i systemet i mange år og ved hvordan brevene fra kommunen ser ud. ”Vi har alle været igennem meget med kommunen og jobcentret, så vi har efterhånden lært at læse de forskellige breve. Forleden kom der en herned. Han havde fået en opkrævning på for meget udbetalt kontanthjælp med. Jeg kunne ikke lige se hvornår han havde fået det udbetalt, for han har været på pension de sidste seks år.” siger Lonnie. Der grines ikke. Det er ramme alvor. Brugerne er vant til at hjælpe hinanden med stort og småt. Det er derfor mange af dem kommer i Gang i Gaden. Fordi her ved de, at andre sætter pris på det de kan og samtidig kan de selv få en hjælpende hånd, hvis lokummet brænder. Og det gør det fra tid til anden.

 

Med et smil   

”Hvis der lige pludselig står 14.000 på kontoen, så bliver jeg sgu nervøs.” fortæller Jørgen med et glimt i øjet. ”Og hvis tingene har været normale i for lang tid, så synes vi det er unormalt, at der ikke sker et eller andet. Men der sker altid noget.” forsætter Ibrahim. Alligevel får man altid et smil med på vejen når kommer forbi værestedet. ”Det bliver vi nødt til ellers er man færdig.”, tilføjer Ibrahim. ”Alle kan havne i den her situation, også dem der troede de var de stærke. Se bare her efter nytår, hvor mange der skal på kontanthjælp. Men vi er ikke nogen man skal have ondt af. For vi har hinanden.” slutter Jørgen af.